Postkort fra en flytning

Den nye lejlighed er stor, dejlig og lys, men flytningen tager livet af mig. Jeg går dårligt. Jeg siger de rigtige ord, men de finder de forkerte pladser i sætningerne. Jeg glemmer navne på folk, jeg har kendt altid. Jeg er flad og grådlabil. Jeg glæder mig, til det er overstået. End uge mere, og så kan jeg begyndte at samle mig selv op igen. Og sige undskyld til verdens mest rummelige kæreste for alle de gange, jeg har været gnaven på ham over, at jeg ikke fungerer. Huskede jeg at nævne, at den nye lejlighed er stor, dejlig og lys?
Jeg savner jer. Vi ses, når jeg virker igen.

Kærlig hilsen
Anne

Samtaler med fremmede #1

Min veninde og jeg sidder på et trappetrin ved åen. En flaskesamler kommer hen til os.

Ham: Har I noget?
Os: Nej, du skal nok længere hen, hvis du vil have flasker.
Ham: Hmm... Nå. Jeg skal tisse.
Os: Så bør du også gå længere væk.
Ham: Der er en rist derhenne.
Os: Det er også en mulighed.
Ham: Må jeg tisse på jer?
Os: Nej, det er en rigtig dårlig ide.
Ham: Jeg har engang tisset på en pige for sjov.

Gamle Kommode og flyttelivet

Da vi flyttede ind i lejligheden i januar 2007, tænkte jeg, at den gamle kommode ville være fin på den dengang 3-åriges værelse. Drengen var dog helt uenig: "De banker inde fra skufferne," sagde han. Og jeg husker tydeligt følelsen af at have lyst til at skubbe kommoden direkte ud til storskrald.

Bevares, jeg er voksen og tror selvfølgeligt ikke på spøgelser - kun på den måde, at fortiden kan spøge i bevidstheden. Og jeg følte pludseligt, at kommoden var fyldt med gamle spøgelser. Den skulle ud.

Den nåede dog ikke længere end til en plads bag en dør. Senere glemte jeg alt om spøgelser, og kommoden fik plads i hjørnet ved siden af spisebordet.

Drengen siger, at "de" forlængst er stoppet med at banke inde fra skufferne, så det er ok, at kommoden stadig er her. Jeg fik bare aldrig helt det samme forhold til den igen. Skufferne var fyldt med fortid (bogstaveligt talt. Jeg havde ikke tømt skufferne siden 2005), og nogle gange bliver man nødt til at rydde op og smide ud.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor kommoden stammer fra. Min mor har vist engang fortalt, at den stod "på den anden side" på min mormors gård. "Den anden side" var en længe, hvor mine oldeforældre havde boet. Senere blev det brugt til opbevaring af gamle møbler.

Kommoden var afsyret, og da jeg fik den, syntes jeg bare, den var det flotteste møbel i hele verden. Jeg boede stadig hjemme, hvor jeg havde fået det store værelse for enden af den lange gang.
Jeg fyldte skufferne med mit tøj, og foran kommoden placerede jeg en fin gammel stol, så jeg kunne sidde der, når jeg skulle skrive.

Selvfølgeligt skulle den fine kommode med, da jeg flyttede hjemmefra. Første stop var en delelejlighed i Bødker Balles Gård. Jeg svampemalede væggene i en støvet grøn farve og medbragte vist ikke meget andet end min seng, kommoden og den gamle stol.

Jeg boede der kun i to måneder, for jeg fik tilbudt en lejlighed i Hasselager, og jeg ville gerne prøve at bo helt for mig selv. Det var også bøvlet med delelejlighed og kærestebesøg - så kunne jeg jo nærmest bare være blevet hjemme hos min mor.

Kommoden stod lige inden for døren i den nye lejlighed. Jeg havde stillet diverse zinkbøtter ovenpå den. Det var bare smaddersejt sammen med den afsyrede kommode. Resten af lejligheden bestod af ting, jeg havde fået fra folk. Jeg havde ikke en eneste ny ting. Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gik op i indretning. Det var bare et sted at være.

Jeg skal tænke mig godt om for at komme i tanke om, hvor jeg flyttede hen efter Hasselager. Der var nogle perioder i England - hvor kommoden ikke var med.

Det var nok den store delelejlighed i Mejlgade.
Jeg sov på en madras på gulvet. Der var godt nok en hems, men jeg turde ikke kravle op på den. Jeg havde min mors gamle sofa, hendes gamle (afsyrede) spisebord og nogle klapstole. Og der var en reol til mine bøger.
Kommoden stod mellem madrassen og det, der skulle ligne en stue.
Det var en vild tid. Den vildeste i mit liv, og jeg er glad for, at kommoder ikke kan tale. Hvis den kunne, måtte den gerne nøjes med historien om ham jeg slæbte med hjem fra byen til ribena og X-files. Det viste sig, at han troede, jeg mente "ribena og X-files", og han smækkede døren, da han gik.
Han lignede Brett Anderson.

Senere flyttede kommoden og jeg til Dr. Margethes Vej, Willemoesgade, Trøjborgvej, Grønnegade, Montanagade. Og så fra Århus til København: Meinungsgade, Frederiksberg Allé, Thyregodsvej og Ryesgade, hvor kommodens og mit liv ændrede sig.

Kommoden blev malet hvid og fyldt med babytøj, for jeg var gravid.
Vi blev i Ryesgade på Nørrebro i fire år. Det var det sted, jeg havde boet længst tid i mit voksne liv. Men i slutningen af 2006 flyttede jeg hjem til Århus. Med barn, hvid kommode og helt ny singlehed.

Nu har vi boet her i Skejby i mere end seks år. Det er længe at bo et sted, man betragter som en mellemstation, og jeg har længe drømt om at flytte et sted hen, der føles mere som hjem. Jeg har været skrevet op til tusinde lejligheder, men der skete intet.

Ikke før nu, for om ganske kort tid får jeg nøglen til min nye lejlighed, og den 1. maj bor jeg ikke her længere.
Denne gang skal det være et rigtigt hjem - med rigtige rødder og uden spøgelser!

Jeg har kigget rundt på mine ting med skarpe sorteringsøjne og besluttet, hvad der skulle med, og hvad der skulle ud. Og jeg besluttede, at det var på tide at sende kommoden "på landet". Malingen skaller af, og skufferne er skæve og indbyder til uoverskueligt rod.

Jeg forsøgte i første gang at afsætte kommoden til min mor, som også har det med at udvikle stærke følelser for døde ting. Men hun forsøger at slippe dårlige vaner, og hun sagde "send den bare til storskrald". 
Ok, tænkte jeg. Så er det det, vi gør. Kæreste sagde: "Jeg bærer den lige ned så". Jeg sagde: "Jeg er ikke klar".
"Hvornår tror du, du er klar?"
"Mumlemumle"

Og så besluttede jeg, at både kommoden og jeg er blevet mindre kønne og mere defekte med tiden. Åh, der er så mange floskler, jeg med største glæde finder frem for at retfærdiggøre, at kommoden ikke ryger ud. Men det vil være spild af tid at skrive dem alle. For den skal med under alle omstændigheder!

Næste stop for Gamle Kommode bliver en 4-værelses lejlighed på Fuglesangs Allé. Og den tager den 9-årige, hans mor og hendes kæreste med.

Kæreste blev så rørt over mit forhold til kommoden, at han blev inspireret til at tegne dengang Gamle Kommode og jeg løb på stranden hånd i hånd.

Spirende hjerner i heldagsfængsel

Jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg var stille, led af præstationsangst og jeg havde svært ved at koncentrere mig.
Det var nemt for både mig selv og mine omgivelser at stemple mig som dum. For jeg var fraværende og snakkede sort, når jeg blev tvunget til at svare på spørgsmål. Jeg kunne ikke finde ud af at modtage undervisning.
Men jeg kan godt se nu, at jeg ikke var dum. Når jeg kom hjem, kunne jeg forsvinde ind i de historiebøger, der ikke gav mening, når de skulle trænge igennem den konstante summen af mine klassekammeraters snak og papirkuglekastning. Jeg læste bøgerne fra mine forældres bogreoler, jeg skrev og jeg samlede tråde. På den måde lærte det ukoncentrerede barn alligevel en hel del.

Nu har jeg en søn, der minder om det barn, jeg var dengang. Men forskellen på ham og mig er, at han sætter ord på: "Mor, der er så meget larm, at jeg kun hører "BLAHBLAHBLAH", når læreren snakker". "Mor, jeg forstod slet ikke spørgsmålet, men jeg prøvede virkelig at høre efter". "Mor, jeg bliver så træt, når der hele tiden er nogen, der snakker til mig".

Og jeg kan genkende det hele.
Det er ikke, fordi der er specielt meget larm i hans klasse, og lærerne taler ganske forståeligt. Men lyd og indtryk fra alle sider overstimulerer ham. Og de fleste dage kravler han direkte ind på værelset efter skoletid, fordi han trænger til at fordybe sig i det, der giver ham ro til at få ting til at falde på plads.

Jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg skrev om ham her. Og han sagde, at det måtte jeg gerne - især hvis jeg kunne garantere, at KL og regeringen ville læse med. Det kunne jeg ikke love ham, men jeg forklarede, at det er vigtigt at råbe højt, hvis der er noget, man er utilfreds med.

Og han er utilfreds. Eller nok i virkeligheden bange. Begrebet "heldagsskole" skræmmer ham. "Mor, sig til dem, at jeg bliver alt for træt. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig".

Det vil jeg gerne sige til dem. Jeg vil også gerne fortælle dem, at han lærte at læse og skrive i en sommerferie - efter at have strittet imod et helt skoleår. Jeg vil gerne fortælle om, at trætheden får ham til at trække sig helt ind i sig selv, og at det i værste fald blokerer helt for ny information. Jeg vil gerne fortælle, at han klog og dygtig, men alt det kan fanges og glemmes i forsøget på konstant fodring med ny læring og uro.

Jeg forudser (endnu flere) indkaldelser til samtaler om mit ikke-kasse-egnede barn, som virker trist og ukoncentreret, og jeg forudser en dreng, som kun kommer til at føle sig forkert.

Da jeg gik i skole, troede jeg, at jeg var forkert, fordi jeg ikke kunne lære på samme måde som de andre. Og jeg skammede mig, for jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde det sådan. Men så blev jeg voksen og opdagede, at nogle af de klogeste mennesker, jeg kender, havde det på samme måde.

Lad nu børnene have magten over deres egen hjerne om eftermiddagen. Giv dem nu ro til at tænke selv. Lad dem nu gøre det på den måde, der passer bedst til dem.
Vi må ikke ensrette spirende genialitet.

Hvis voksne brænder så meget for at proppe ting i kasser, kan de jo passende begynde med at pakke deres egen sort/hvide-logik væk.
Jeg hepper på gråzonerne og på børnenes ret til at være helt forskellige.

Sejhed, dit rigtige navn er Bente

"Ligesom dengang hun købte en topmadras i Føtex og trillede den ned ad bakken".

Min søster lavede en "ruller noget stort foran sig"-bevægelse, mens hun fremførte sketchen om vores mor.

Hun kom ind på rulleberetningen, fordi min mor leder efter et nyt spisebord, og vi snakkede om, at hun bare skulle sige til, hvis hun havde brug for et lift.

"Det be'r hun sgu da aldrig om. Hun køber et spisebord og bærer det hjem i bussen," sagde min søster. Og det er nok sådan, det ender.

Min mor er ikke så høj. Til gengæld er hun stædig, beslutsom og indehaver af en vognpark af diverse trolleyer og sækkevogne. Hun ejer ikke en bil, men da jeg skulle have et skrivebord hjem fra Ikea, stillede hun op med sækkevogn, monteringselastikker og en ubekymret attitude. Hun ved, det fungerer.

Min mor er sådan en, der får mig og min søster til at føle, at hvad der end skulle opstå af problemer, er det ikke noget, vi skal løse alene. Hun er det seje, vestjyske sikkerhedsnet mellem os og mulige afgrunde. Hun er uundværlig.

Og kære mor, vi ved godt, at du sagtens kan klare dig selv. Men må vi ikke nok hjælpe dig med at få spisebordet hjem? Jeg tror altså ikke, sådan et kan trille.

Sejhed.

Sjovhed før træthed, tak!

Følelsen af at have briller på med meget stærk og meget forkert styrke kan nemt forstyrre en i forvejen begrænset hverdag. Desværre har jeg det sådan en stor del af tiden lige nu. Jeg er så svimmel. Jeg har prøvet det før. Det plejer at være der i to måneder. Lægen siger, det er attakker.

Så jeg er attak-ramt for tiden, hvilket gør, at jeg ikke kan foretage mig noget uden først at vurdere, om konsekvenserne af handlingen er det værd - for selv små ting kan forværre symptomerne.

I lørdags vurderede jeg, at min virkelig gode vens fødselsdagsfest var det værd. Nogle ting skal man bare.
Desværre sneede det, og i Århus betyder det, at bustrafikken mere eller mindre går i stå. Så efter at have ventet i 20 minutter på en bus, der aldrig kom, insisterede verdens bedste kæreste på at forlade sit lune hjem i den anden ende af byen for at køre mig til en fest, han ikke skulle med til.

Jeg gik hjem for at vente på ham, og da jeg stod der i min lejlighed - så gennemblødt, at jeg måtte lave en fuldkropsføntørring, var jeg for træt til at tage videre. Tung, tung træthed.

Men så ankom overskudsagtig kæreste og læssede mig ind i sin bil, og så kom jeg sgu alligevel af sted.

For længe siden fandt jeg ud af, at mens vin og øl har det med at forstærke trætheden, så giver spiritus mig falsk vågenhedsfølelse. Vi er godt klar over, at det ikke er noget, vi skal misbruge. Men vi bruger det ved specielle lejligheder.
Desværre sker der det, at man bliver så ubeskriveligt fuld af den løsning. Og når man er fuld, bliver man sådan en med skinger stemme, der insisterer på at skingertale fremmede mennesker direkte ind i øregangene.

Men det var en sjov fest. Det var det virkelig. Og jeg klarede det frygtede "og hvad laver du så?" spørgsmål med en let moderering af sandheden. Man er ikke sygemeldt, når man er til fest. Når man er til fest, er man til fest!

Jeg dansede som Beyonce (cirka. Og det var selvfølgelig på den ironiske måde, det er klart) og drak stærke drinks med kaffe i, indtil jeg kom til at kigge på klokken.
Klokken var tre milliarder, og verdens bedste kæreste havde lovet at hente mig igen. Og jeg tænkte, at så skulle det nok være nu, for realisme kan godt kæmpe sig igennem en stor brandert for at minde om, at søvnmangel har lidt for tunge konsekvenser.

Jeg sov alt for lidt den nat. Men da jeg vågnede, blev jeg plejet og puslet om, som om jeg ikke selv var skyld i min elendighed. Og jeg lavede ikke andet end at ligge på sofaen og indhente søvn, indtil min mor leverede den 9-årige tilbage til mig.

I dag er jeg træt, og jeg kom ikke af sted til træning. Men selvom mit hylster er ret vissent, er jeg fyldt med glade bobler indeni. Jeg har haft det så sjovt. Jeg har været sammen med mennesker, der er vigtige for mig. Og jeg føler, jeg betyder noget for dem.
Min mor er den engel, der henter den 9-årige fra skole, så jeg orker at skrive et blogindlæg. Og om lidt drikker jeg kaffe, mens jeg forsøger at holde "det skal nok gå"-følelsen kørende så længe som overhovedet muligt. Ja, sgu!

Til fest med Dylan McKay og Dylan McKay

Til Christina og til jer

"Du er svær at hjælpe. Og jeg bliver usikker og bange for, at det handler om, at du ikke gider mig"

Nogle gange gør andre menneskers ærlighed så ondt, at jeg lige skal bruge kræfter på at bekæmpe lidt for spontanoverflydende tårekanaler, inden jeg kan se, hvor vigtig og god ærligheden er.

For jeg er sgu svær at hjælpe. Og nogle gange har jeg lyst til at få det printet på en t-shirt - eller bare skrige det i hovedet på tilfældige forbipasserende:
"Hvordan ville du måske have det, hvis du skulle leve med risikoen for at blive afhængig af andre? Hvordan ville du have det med at være den, der altid tager, men aldrig giver? Hvordan ville du have det med, at du ikke længere er den, du var - og med angsten for at folk bliver trætte af den nedgraderede udgave af dig? Hvordan ville du have det med altid at føle dig til besvær?"

Men min ærlige veninde vil virkelig gerne være der for mig. I sådan et omfang, at det gør ondt på hende, at jeg lukker for den anneske nødhjælpskasse, inden hun kan nå at putte så meget som en enkrone i.

Og hun er ikke den eneste, der ikke glemmer, at selvom diagnosen er halvandet år gammel, er det hele stadig nyt og helt ubeskriveligt skræmmende for mig.
Der er en lille, trofast flok af mennesker, der bliver ved med at spørge til mig. På trods af, at jeg har sagt nej eller aflyst aftaler de sidste 40 gange.

Og i stedet for at være kede af, at jeg ikke lader jer gøre praktiske ting for mig, skal I vide, at min taknemmelighed bruser over, fordi I ikke glemmer mig. Fordi I bliver ved med at spørge, hvordan jeg har det. Fordi I bliver ved med at spørge, om vi skal ses. Fordi I ikke glemmer mig.

Det er simpelthen det allervigtigste, for jeg er meget bange for at blive glemt.
Det er nok lige nu - at I husker mig. Jeg elsker jer for, at I bliver ved med at spørge. Og jeg elsker jer for, at I ikke giver mig følelsen af, at jeg ikke er vigtig mere. Og jeg bruger meget tid på at planlægge, hvordan jeg kan belønne jer, når jeg er ude af det limbo, jeg har befundet mig i, i 2 år nu.

Jeg er skidesvær at hjælpe på den måde, I forventer, at jeg skal hjælpes på. Men I er nogle, der gør så meget - tilsyneladende uden I selv ved det.
Jeg håber, jeg husker at sige tak til jer personligt. I er fandme vigtige, og jeg gider jer mere, end I aner!

Æd min tunge #2

Top 1 over ting jeg nok ikke skulle have sagt med bodegastemme, da journalist (der var her for at tale om, hvor forfærdelig en sygdom sclerose er) pegede på min katteplakat: