Men det var sært nok ikke det, programmet handlede om. Det handlede om at udråbe syndebukke. Det var lægens skyld, at hun ikke opdagede, at pigen alligevel ville overleve. Èn læges skyld. Det var også organdonations skyld. Så - på trods af, at pigen overlevede (inklusiv alle organer), blev der indledt en heksejagt på både læge og organdonation.
Og det undrede mig simpelthen så meget, for den eneste virkelige skurk, jeg kunne få øje på, var "journalisten", der lavede programmet. Fy for dælen, hvor var det dog ækelt og manipulerende med gentagelser, dramatisk musik og en tydelig vælg-denne-side-dagsorden, som overhovedet ikke hører hjemme i den slags journalistik. Bvadr! DR burde være bedre end det.
Og jeg tænkte, at det dog var ufatteligt, at folk lod sig rive med på den måde.
Men så så jeg Adoptionens Pris på TV2, og det var en fin dokumentar, hvor man fulgte de biologiske forældre i Etiopien og adoptivforældrene i Danmark. Programmet havde været i gang i cirka to minutter, da jeg begyndte at hulke højt, og jeg stoppede først igen, en time efter programmet sluttede.
Jeg var rasende på den danske adoptivmor.
Onde, onde kvinde, som aldrig burde være i nærheden af børn. Nogensinde. Det hele var hendes skyld. Hvis det ikke havde været for hende, ville den lille pige sikkert være glad. Det var også hendes skyld, at de biologiske forældre blev snydt.
Jeg sad der i min sofa med tårer og tudesnot i hele ansigtet og syndebukkede den kvinde, hvis liv jeg havde set en smule brudstykker af.
Og helt ærligt. Der var sgu noget i det hjem, der var helt, helt forkert. Og der var idiotisk, barnlig opførsel af voksne, der havde ansvaret for små sårbare mennesker. Det gjorde helt forfærdeligt ondt at kigge på det. Men de var allesammen ofre - jo, det var de.
De var ofre for manglende støtte og forkert og mangelfuld oplysning. Og måske også for desperation for at få drømme til at gå i opfyldelse i sådan et omfang, at de kom til at glemme, at børnenes behov er det vigtigste.
Børn, som bliver revet væk fra deres elskede familie, kan ikke bare glide ind i en næsten færdigbygget tilværelse, der bare lige mangler de sidste nuttede brikker for at nå perfektheden.
Jeg syndebukkede den danske adoptivmor, og så gik jeg i seng. Men jeg kunne ikke sove, for jeg kom til at tænke på, at hele internettet nu er fyldt med had til denne kvinde. Jeg så også en enkelt facebookkommentar med en opfordring til selvtægt.
Det fik mig til at tænke på alt det, vi ikke så i programmet. Var hun knust, når kameraet var slukket? Var der flere kram og mere varme? Var der kun plads til de mest ekstreme episoder i dokumentaren?
Jeg ved det ikke. Jeg ved, at ligemeget hvad, så er det allermest synd for de uskyldige børn. Men jeg ved også, at hvis vi skal finde syndebukke, skal vi ikke altid stikke høtyven i retning af dem, der er hurtigst at fange. Og nu har jeg altså drejet min høtyv i retning af DanAdopt i stedet.
De har selvfølgelig vasket hænder og sagt, at det hele er etiopernes skyld. Men jeg kan stadig lugte lort på deres håndflader, for det er fandme deres ansvar at sørge for, at børnene ikke bliver flået ud af de biologiske forældres arme med falske løfter. Og det er deres ansvar at ruste nye adoptivforældre til at klare børn med knuste hjerter. Nogle har det i sig. Andre skal lære det.
Jeg er dybt rystet over, at man ikke bare kunne tage det som en selvfølge, at der var tjek på den slags.
Man skal ikke tro på alt, hvad man ser i fjernsynet. Og selv når det virker ægte, må man gerne lige huske fornuften og den kritiske sans. Ja, jeg taler også til mig selv.
Indlæg
17 kommentarer:
Bare et hørt/well said fra mig. Har ikke set programmerne af den årsag at de virker hetz-agtige på mig. (Især det med organ donation.)
Oh, tak for det! Jeg har som fasterfis med vilje undgået at se begge programmer (også fordi jeg nok ville hulke mig til en dehydreringsdød af adoptionsprogrammet) - men min facebook svømmer allerede over i hadekommentarer fra ellers veluddannede, fjernsynskritiske og ordentlige mennesker. Det er svært ikke at blive revet med, når det er børn, det går udover. Godt at verden har dig til liiige at minde den om, at den skal tænke sig om...
Jeg giver dig ret Anne, jeg sad også tilbage med en dårlig smag i munden og syntes det var et forfærdeligt program og hvor er det nemt at falde i og blive vred på moderen, men..... Vi ser jo kun det journalisten vil have vi skal se og det er sikkert ikke virkeligheden og vi kender ikke familien. De fik ikke den hjælp de havde behov for og den hjælp de fik var ikke god, den var frygtelig. Den arme pige men også de stakkels forældre i Etiopien og de stakkels forældre her i Danmark, der er eddermame mange tabere, og vi bliver som seere revet med.
Du har så ret, syndebukke kan man altid finde og sjovt nok bliver de ofte valgt blandt dem der ikke har chance for at værge for sig. Ad.
Tak, jeg tænkte også tilbage på organdonations-hetzen, og sad med dårlig smag i munden, da jeg kom til at se ned over facebook i går.
Jeg er slet ikke i tvivl efter mine nu 19 måneder (and counting) med min bavian, at hvis man ville lave en dokumentar om os på 60 minutter (hvoraf der vel max var 1 minutters reel visning af adoptivforældre-med-børn), ja så kunne man male et billede af mig som verdens bedste mor, eller som fanden selv. Alt efter hvordan klipningen blev lagt...
Ja, det er da noget hø at hun ender med at kalde barnet "en nitte". Ja, det er da forfærdeligt at barnet ender med at være så følelsesmæssigt skadet, at en institution bliver den bedst løsning. Ja, det er da forfærdeligt at de biologiske forældre blev trukket rundt i manegen.
Men jeg kan simpelthen ikke se hvordan det kan være adoptivmoderens skyld.
Hvis jeg i årevis havde kæmpet for at få lov til at elske mit nye lille negerbarn, og jeg bare ikke kunne komme ind til hende. Så tror jeg faktisk også jeg ville blive så frustreret at ordet "nitte" kunne komme ud af min mund.
Anne, du beskriver fandme altid det, jeg ikke selv kan formulere. Der tikkede hadske kommentarer ind på min facebook og jeg sad tilbage med en følelse af, at hvad flytter det at hade en enkelt adoptivmor, som simpelthen ikke magtede det (i hvert fald magtede hun det ikke den ene time ud af fire år, der blev vist).
For ja, hun var sgu da ucharmerende og måske ikke lige den bedste adoptivmor de børn kunne have fået. Men det interessante er vel hvorfor hun ikke var/er det. Der er seks mennesker i den her sag, der bare ikke har fået den hjælp og vejledning, der var behov for.
Åh tak. Jeg blev også selv grebet af forargelse først, men måtte gribe så meget i egen barm efterfølgende at den er helt øm idag.
Vis mig den kvinde, som ikke bliver bare en lille smule skuffet over at moderskabet ikke forløb som det "skulle", og bliver nødt til at finde en grund til det uden for sig selv, fordi selvhadet er for stort at rumme.
Det er heksejagtens ansigt og væsen at its finest og vi er på tusind år ikke blevet en skid klogere, når det kommer til folkeforførere. I dette tilfælde TV.
Hej Anne
Jeg sad også og skummede af raseri over Karina-programmet. Vinklingen var forfærdelig. Og eftersom jeg forsøgte at høre efter hvad der blev sagt, og ikke baggrundsmusikken (selv om den virkelig var svær at overhøre), så synes jeg, jeg fangede at organdonation muligvis var grunden til at hun overlevede. De sagde ifl. min hukommelse at fordi hun blev meldt til organdonation, skulle hun ligge i 2 dage indtil hjernedød indtraf. Mellem linjerne forstod jeg at hvis hun ikke var meldt til organdonation, så kunne de egentlig have valgt at slukke respiratoren med det samme, og fighter som hun nu engang er, så var det da ikke sikkert at Karinas hjerne var klar til at vågne op allerede dér. To dage udgør mirakler i hjerneheling. Måske forstod jeg ikke det hele, men mit indtryk var at valget om organdonation reelt kunne være dét, der reddede hende. Er der andre, der sad med den ide?
Men det var rædselsfuldt sådan som "journalisten" havde lavet dette program. Vi tudede og forargedes og slog så hjernen til og blev rasende på vinklingen. Adr siger jeg bare - sådan at lave en skandale ud af noget som burde have været en fantastisk historie om en stærk pige.
Jeg så ikke udsendelsen, da jeg befinder mig i udlandet og desuden sjældent orker sensationsjournalistik, medmindre jeg ser en stjerne i journalisten/dokumentaristen som i dette tilfælde (et program, jeg endnu har til gode, da det af ophavsretlige grunde ikke kan ses udenfor Danmark trods onlineadgangen):
http://www.dr.dk/TV/se/hvorfor-fattigdom-2/hvorfor-fattigdom-tyveriet-af-afrika
Men Anne, trøst dig ved, at der findes store mængder god energi i den sympati og eftertænksomhed, som adoptions-programmet har vakt i dig. Dét er uvurderligt på et mellemmenneskeligt plan. Tak for din hjertevarme analyse.
Anne - den med organdonation, den er altså god nok. Dét var sgu da lægen, der var etisk helt ude på et skråplan i sin "rådgivning" af de stakkels forældre, som blev presset helt uhørt for at slukke for deres datter, der så "ups" overlevede. At det IKKE kun er hende, men regelsættet, der skal ændres forandre ikke på, at hun var DYBT forkert på den, ligesomd en her adoptivmor er det.
Er det KUN hendes skyld. NEJ, det er det langt fra, men i høj grad Danadopt, som på INTET tidspunkt vil høre så meget som en lyd kritik. De lukke ørene FULDSTÆNDIG, ligesom de også gjorde i sagen om Amy. Fuldstændig viljedøve overfor kritik. Og dét må og skal der gøres noget ved.
Man må godt lade sig rive med, for det er dét, der skaber debatterne, der skal sørge for, at der bliver ryddet op i det.
P.S.: Jeg har nu spurgt dig flere gange, om du ikke vi/kan ændre det her spam halløj. Jeg kan ikke læse det og kan ikke forestille mig, jeg er den eneste, der har problemer??
Jeg er enig med dig. Det nytter ikke noget at dæmonisere de danske adoptivforældre. Der er ingen tvivl i mit sind om, at de virkelig ville de børn det allerbedste, men det var bare ikke nok i situationen. Og de burde have haft bedre hjælp.
Jeg er ved at brække mig over diverse hadesider på Facebook, hvor folk som regel render med en halv vind og bruger lejligheden til at komme af med deres egne frustrationer. Pøbelvælde er hvad det lugter af.
Jeg mener også, der kan være god grund til at se adoptionsbureauerne efter i sømmene. Ingen forældre burde overtales til at aflevere deres børn, blot fordi de selv er syge. De bør have hjælp til at tage sig af børnene selv, og hjælp til at få børnene anbragt i kendte omgivelser, når de engang ikke er mere, hvis deres dårlige prognoser går hen og bliver virkelighed.
Jeg blev så ked af det, da jeg så noget af det...
jeg valgte den feje løsning og slukkede.
Jeg har heller ikke set udsendelserne, og ser faktisk aldrig dokumentarudsendelser.
For et par år siden skulle min kollegas nevø medvirke i en dokumentar om børn, der havde haft kræft. Og hun kunne bagefter fortælle, hvor ulækker en proces, det var! Det hele var opstillet efter TV holdets historie, vigtige scener, som betød noget for familien blev udeladt, og de kunne faktisk ikke genkende deres egen oplevelse af forløbet, da de så programmet!
De følte sig faktisk taget ved næsen og fortrød, at de havde sagt ja til at medvirke.
Desværre er vi bare så nemme at narre, især når det gælder emner, vi ikke selv har kendskab til...
En på min facebook havde liket en status den anden dag, hvor en havde skrevet, at han havde set adoptionsdokumentaren i biffen, hvor den var længere og satte adoptionsforældrene i et betydeligt bedre lys.
Pigen der ikke ville dø:
Jeg synes det var forfærdeligt at fokus pludselig lå på organdonations-delen - hvis pigen allerede havde taget stilling til donation (hvilket vi alle burde, så vi ikke sætter vores nærmeste i en lignende situation(!)), havde det slet ikke været et issue.
Jeg kender til et tilfælde mere, hvor selvsamme læge har meddelt at spillet var ude, hvorefter patienten klarede sig - så jeg mener, at der et problem med den her læge, som åbenbart ikke rigtig gider gøre indsatsen og hellere trækker stikket for tidligt end for sent (hvilket meget vel kunne være pga økonomiske incitamenter, eller lignende.. Tror simpelthen ikke på, at hun bare er et dårligt menneske der synes om, at trække stikket)
Adoptionens Pris: Så kun meget lidt, men finder det bestemt berettiget at man retter sin vrede mod DanAdopt, som virker lidt som om, at de bare har taget den nemme løsning og så lukker øjnene for resten. Uagtet at det er menneskeliv der er tale om.
Godt at høre fra Anne Mette, at biograf-versionen var længere og muligvis mere retvisende.
Nu har jeg helt forsinket læst denne her, og er lidt overbevist om at vi langt ude er i familie med hinanden, sådan lidt.
Der gik nogle dage inden jeg fik summet færdig til at skrive om Adoptionens Pris, så du kom ubetinget først ... måske har du læst min blogpost, hvor jeg på en lidt anden måde kommer frem til det samme som dig.
Så altså ... jeg har ikke rippet dig af, men det er sq lidt pudsigt at læse din post nu :)
Jeg har ikke set hverken det ene eller det andet program. Alt det hype der var om begge programmer, fik mig til at fravælge på forhånd. Fik mig til at tænke, at det havde jeg ikke lyst til at se. Fik mig til at tænke tanker om følelsesporno og forhåndsmanipulering.
jeg ved selvfølgelig ikke om det er rigtigt, for jeg har ikke set dem, men den efterfølgende opfølgning, har ikke ændret mine tanker.
Men jeg kan rigtig godt lide, at du ser noget andet end det alle andre tilsyneladende ser. Så er det alligevel ikke helt galt.
Send en kommentar